Blog: Landdistrikternes Udvikling

Tankerne om landdistrikternes udvikling er opdelt i en kort version, en detaljeret lang version og en version kaldet Refleksioner om Danmark under forandring – Fra landbrug til pendlersamfund (udviklet af en senior gruppe (Velfærdsgruppen) under foreningen DJØF).

 

Landdistrikterne under pres – et forslag for en fair udvikling af hele Danmark – kort version

Hele landet inklusive landdistrikterne bør udvikles i samme takt. Det forudsætter, at befolkningen, kommunalbestyrelserne, regeringen og folketingets flertal ønsker at bibeholde befolkningstætheden i landdistrikterne og udnytte disses ressourcer til fulde.

Landdistrikterne er under befolkningsafvikling, ikke alene fordi der ikke længere er arbejdspladser i landbruget og dets følgeindustrier, men også fordi livsvilkårene i landdistrikterne er forringede. For de mellemstore og større byer med mellem 20.000 og 99.000 indbyggere (kaldet købstæderne i det følgende) steg befolkningstallet imidlertid fra 14% i 1976 til 17% i 2015 og beskæftigelsen har fulgt et lignende mønster. Det giver håb for en geografisk balanceret udvikling i Danmark.

Baseret på befolknings- og beskæftigelses statistikkerne og på ressourcerne i landdistrikterne er det oplagt at udviklingen og væksten bør bygges på og centreres om købstæder med 20.000 – 99.000 indbyggere. For at fremme denne udvikling bør købstæderne styrkes m.h.t. arbejdspladser, velfærdstilbud, offentlige servicetilbud, kulturtilbud og ressourcestærke borgere. Det kræver en tostrenget strategi, som skal 1) tiltrække nye borgere med de for virksomhederne nødvendige ressourcer og fastholde de nuværende ressourcestærke borgere, 2) fastholde de nuværende virksomheder/arbejdspladser, støtte udviklingen af iværksættervirksomheder og tiltrække nye virksomheder. I tillæg til fremkomsten af nye arbejdspladser ville dette bevirke, at en del af pendler strømmen kunne vendes, hvorved presset på transport infrastrukturen kunne lettes.

Landdistrikternes større landsbyer (ca 1.500 – 19.999 indbyggere), vi kan kalde dem primærlandsbyerne, som i dag allerede har en del mindre erhvervsaktiviteter, skoler, børne- og ældreinstitutioner og sports og kulturtilbud, bør understøttes således, at de kan opretholde og udbygge disse aktiviteter samt tilbyde borgerne deres daglige fornødenheder. De mindre landsbyer (mindre end ca 1.499 indbyggere) og den spredte bebyggelse omkring dem bør bibeholdes, hovedsageligt som bosteder for pendlere og for de pensionister og ressourcesvage familier, som ikke har råd til, eller ikke ønsker at flytte til primærlandsbyerne, købstæderne eller de større byer.

Det vil være vanskeligt at få arbejdsdygtige borgere til at flytte til et område, hvorfra der er urimeligt langt til arbejde og dårlige livsbetingelser. Ligeledes vil ingen virksomheder flytte til et område, hvor de ikke kan få arbejdskraft. Derfor er det første trin i udviklingen af væksten i landdistrikterne samtidig at tiltrække både virksomheder, institutioner og arbejdskraft. For at få strategien til at lykkes kræver det, at regeringen, folketinget, regionerne og kommunerne i et bredt samarbejde planlægger, hvorledes man vil støtte udviklingen af landdistrikterne.

For at få en indikation af, hvorledes tilflyttere kan tiltrækkes og fraflytningen kan stoppes kan vi se på hvilke krav og ønsker en familieenhed med to arbejdsdygtige voksne formodentlig ville stille til et liv i landdistrikterne. Dette er ikke baseret på nogen brugerundersøgelse, men en sådan bør naturligvis foretages:

  1. Der skal være arbejde til alle arbejdsdygtige familiemedlemmer indenfor en pendlerafstand af maximalt 30 minutter.
  2. Børnepasning og skoler (0-10 klasse) bør findes i primærlandsbyerne og der skal være en skoletransport ordning.
  3. Gymnasier og erhvervsskoler bør findes i nærmeste købstad. Derudover bør der forefindes universitetsafdelinger i en række nærliggende købstæder.
  4. Busser bør køre i time drift til købstaden og primærlandsbyerne. Privatbilisme bør subsidieres da det, på trods af en regelmæssig busdrift, er meget vanskeligt for en familie med børn og to voksne på arbejdsmarkedet, at klare transporten på landet uden bil.
  5. Indhandlingsmuligheder for daglige fornødenheder bør forefindes i primærlandsbyerne.
  6. Internet og mobiltelefon forbindelse (fibernet) bør udstrækkes til alle husstande og bør være lige så gode som i storbyerne.
  7. Der skal være betalbare boliger for familier med en gennemsnitlig arbejderfamilies lønindkomst. Da finansieringsinstitutionerne ikke ser sig i stand til at yde rimelige lån bør staten oprette en kreditforening/garantere for kreditforeningslån.
  8. Tandlægeklinikker, ambulance, brandvæsen og politi skal findes i nærmeste købstad. Lægeklinikker bør findes i primærlandsbyerne.
  9. Sports og ungdomskultur faciliteter bør forefindes i primærlandsbyerne.
  10. Kulturfaciliteter og videnscentre inklusive biblioteker bør findes i købstaden og en række primærlandsbyer (med indbyggerantal f.eks. over 5.000).

Derudover kunne en familieenhed tænkes at have følgende ønsker:

  1. Et stærkt lokalsamfund baseret på samarbejde og sammenhængskraft både på landsby, primærlandsby og købstadsniveau bundet sammen af interesseforeninger og andelsforeninger (på borgerinitiativ).
  2. Billig energi baseret på subsidierede andelsselskaber for vind og solenergi samt fjernvarme (borger ejede på borgerinitiativ evt. finansierede af kreditforeningen).
  3. Udover håndværkertilskud bør der være momsfrihed for materialeudgifter til renovering og isolering af ældre bygninger baseret på gør det selv løsninger.
  4. Serviceringen af pensionister og andre svagt stillede borgere skal være på højde med de større byers tilbud.

Erhvervsvirksomhedernes og landbrugets bidrag til landdistrikternes vækst

Skal vi bibeholde landbruget som en vækstmotor for landdistrikterne må landmændene og deres følgeindustrier se i øjnene, at de nuværende produktioner ikke er særlig rentable og, at specialiseret monokultur-drift er alt for prisfølsomt. Efterspørgslen på økologiske landbrugs- og gartnerivarer er stigende i Vest Europa. Det byder på en glimrende mulighed for danske landmænd til at dyrke økologiske grøntsager, bær, frugt og kød produkter og dermed bevæge sig ind på et marked, som byder på en god rentabilitet.

For at afhjælpe landbrugsbedrifternes nuværende finansieringsproblem bør staten yde større økonomisk støttet til omlægning til økologisk drift. Kan der eftervises rentabilitet i driften på langt sigt bør staten oprette en investeringsfond som kan afhjælpe landmændenes gældsbyrde i overgangsfasen, da kreditinstitutionerne ikke ser sig i stand til det.

Industri- og servicevirksomheder som udgør den anden væsentlige vækstmotor i landdistrikterne må fastholdes og nye må tiltrækkes især til købstæderne, gennem kommunernes imødekommenhed og hjælpsomhed. Det er vigtigt, at der findes veluddannet arbejdskraft og en logistisk og digital infrastruktur, som er sammenlignelig med de store bysamfunds. Derudover skal der skabes kontante omkostningsfordele for virksomhederne relativt til de store bysamfund. Det kunne f.eks. være moms eller skattefordele, forenklede regler for virksomhedsstart og –drift, reducerede arbejdsgiverafgifter og direkte egnsudviklingsstøtte såfremt EU reglerne tillader det.

I en del købstæder findes allerede store industrianlæg, hvoraf mange er startet af praktiske og innovative folk fra købstæderne og deres landdistrikter (Sønderborg – Danfoss, Bjerringbro – Grundfos, Struer – B&O, Billund – Lego, Tønder/Bredebro – Ecco, Randers/Ringkøbing – Vestas m. fl.). Mange andre købstæder har mellemstore virksomheder, som klarer sig godt, men outsourcing truer mange arbejdspladser.

På den positive side tæller, at omkostningerne i Kina, Indien og andre lavtlønslande formodentlig vil stige til et niveau, som gør outsourcing urentabel indenfor 15 – 20 år. Derudover vil de hastigt ændrede produktionsformer med robotteknik, IT styring, 3D (tredimensionel computerstyret støbning i plast og metal) og andre enkeltstyks/småserie befordrende teknologier ændre produktionen til fordel for produktion af høj kvalitet, højt vidensniveau og/eller specifikt dansk design, som kræver konstant videre udvikling tæt på kunderne i Danmark og resten af EU.

At formå virksomhederne til at etablere sig i købstædernes landdistrikter er vanskeligt, men hvis det lykkes at holde ressourcestærke personer i købstæderne skulle de kunne rekruttere både faglærte og videreuddannede medarbejdere derfra samtidig med at deres faste omkostninger kunne holdes på et lavere niveau end i storbyerne. Visse virksomheder, f.eks. internetbaserede SMVer (små og mellemstore virksomheder), håndværksvirksomheder og ”hjemmeproduktion” af stedlige råvarer kunne etableres i landdistrikterne, hvis planloven lempes til, at tillade fuld brug og udvidelse af bygninger og jord til virksomhedsformål overalt i landdistrikterne.

Turismen kunne også spille en spændende rolle i landdistrikter med turistpotentiale, men også her kræves omfattende hjælp fra stat og kommuner.

Mange af de foreslåede tiltag er ikke nye og mange er allerede på vej til at blive gennemført i en eller anden form. Men man kan ikke få gode resultater ved kun at gennemføre dele af målsætningen og strategien. Et godt resultat afhænger desuden af en integreret, koordineret indsats af alle parter.

Ib Nørregaard Andersen, B. eng., MBA, ledelses- og regionaludviklingskonsulent i

AMCONSULT ApS,

  1. november 2016

Den lange version:

Landdistrikterne under pres – en vision for en fair udvikling af hele Danmark

Dette notat søger at belyse en række muligheder for at udvikle et afbalanceret Danmark, hvor hele landet inklusive landdistrikterne udvikles i samme takt.

Det væsentligste spørgsmål er om et folketingsflertal/befolkningen vil yde en indsats for at opretholde landdistrikterne som permanent bosted for de 2 millioner borgere, som bor uden for de større byer og udnytte disses ressourcer til fulde (Scenarie 1) eller om man hellere vil betale for en udbygning af de 5 største bycentre (Hovedstadsområdet, Århus, Odense, Ålborg, Vejle/Kolding/Fredericia) (Scenarie 2) eller om man efter god dansk tradition kan finde et godt kompromis. Ingen har endnu opgjort omkostningerne og konsekvenserne af de alternative scenarier, men skal de vurderes objektivt, må det nødvendigvis beregnes hvorvidt de langsigtede økonomiske, velfærdsmæssige og følelsesmæssige aspekter opvejes af indsatsen.

De to modsat rettede scenarier vil få følgende konsekvenser:

Scenarie 1. Hele landet inklusive landdistrikterne og deres købstæder søges befolket omtrent som i dag. Købstæderne søges styrket m.h.t. muligheder for iværksættere, attraktive ordninger for virksomheder, offentlige servicetilbud, kulturtilbud m.v. for at fastholde og tiltrække en tilstrækkelig stor og ressourcestærk befolkning. Det ville formodentlig betyde, at vi ikke bliver helt så produktive og konkurrencedygtige på kort sigt. På den anden side kan det meget vel vise sig at være en fordel på langt sigt, at ressourcerne i landdistrikterne bliver udnyttede til fulde. Der kunne måske endda argumenteres for, at det også på kort sigt ville være en mere økonomisk løsning i betragtning af, at en migration af en stor del af landdistriktsbefolkningen til de 5 største byer ville kræve store investeringer i boliger, arbejdspladser og infrastruktur, medens boliger og infrastruktur i landdistrikterne ville blive værdiløse.

Scenarie 2. Udligningsydelserne og andre tilskud til landdistrikterne stoppes i forventning om, at en stor del af deres 2 mio. store befolkning flytter til de 5 største bycentre. Den tilbageblevne befolkning vil med tiden bestå af nogle få landmænd, folkepensionister, personer som foretrækker at bo på landet og tilflyttede økonomisk svage personer, som udnytter muligheden for at få en billig bolig. Det ville resultere i økonomisk svage landdistrikter, som ikke ville kunne servicere landbefolkningen endsige sommerhusfolket og turisterne på rimelig vis. Det ville også resultere i et kolossalt pres på boligsituationen, transport logistikken og den offentlige sektor i de største byer.

Dette notat er koncentreret om scenarie 1 med de udfordringer og løsningsmuligheder det opbyder. Scenarie 2 og mellemscenarierne med deres kompromismuligheder bør tages op i en efterfølgende diskussion med alle interessenter.

Danmark har gennem de seneste 120 år skiftet karakter fra landbrugsland, hvor en meget stor del af landdistrikternes økonomi var drevet af denne sektor, til et industri og service/videnssamfund. Landbruget og dets følgeindustri er dog stadig en vigtig indtægts- og eksportkilde. For 120 år siden var den overvejende del af landdistriktsbefolkningen beskæftiget i landbruget og i den opvoksende følgeindustri og i de håndværksvirksomheder, som var underleverandører til landbruget. Men konstante produktivitetsforbedringer har ændret landbrugets profil. I dag er ca. 5 % af befolkningen beskæftiget i landbruget, og ca. 190.000 landbrug i 1960 er i dag reduceret til cirka 10.000 – 15.000. Med de nuværende konjunkturer er det ikke urealistisk at forvente, at landbruget i løbet af de næste ca. 10 år vil blive reduceret til få tusinde store industrilandbrug med høj produktivitet og en beskeden beskæftigelse. I dette forløb er mange håndværksarbejdspladser gået tabt. Samtidig er mange industriarbejdspladser flyttet til lavtlønsområder i udlandet. Landdistrikterne er således under befolkningsafvikling, ikke alene fordi der ikke længere er arbejdspladser i landbruget og dets følgeindustrier, men også fordi livsvilkårene i landdistrikterne er forringede på en række områder som omtalt senere.

Denne udvikling har været en stille og rolig proces siden landbrugsreformerne i 1770´erne, men er accelereret voldsomt inden for de to seneste årtier hvor landet har været udsat for konkurrencestatstænkningen på alle niveauer. Måske som følge heraf har skiftende regeringer ikke haft nogen sammenhængende mål for landets og specielt landdistrikternes langsigtede udvikling. Følgelig har de heller ikke haft nogen strategi for udviklingen, hvilket har medført kortsigtede løsninger på den senere tids problemer for det meste udmøntet i sparekrav, som har medført en voldsom forringelse af livet i landdistrikterne købstæder og landsbyer. Kommunalbestyrelserne i landdistrikterne har, tvungne af lokale omstændigheder, påbegyndt deres egen planlægning. Endskønt deres økonomi har været stram og de ikke har fået nationale målsætninger og planrammer har flere af dem fundet lokale løsninger. Desværre har det for det meste resulteret i yderligere stærke forringelser af livet i landdistrikternes landsbysamfund bl.a. i form af nedlægning af skoler, børneinstitutioner og biblioteker, som før var samlingspunkter for befolkningen.

Ser vi på befolkningens bevægelser i de seneste år er Danmarks folketal i dag 5,7 mio. forøget med 3,7 % i løbet af de seneste 7 år. Samtidig er folketallet faldet i 34 af 98 kommuner. Faldet er især sket i kommuner, som har en stor landbefolkning. De bliver af en del medier kaldet ”udkantsdanmark” eller sågar nedsættende ”den rådne banan”. Områderne burde vel kaldes ”Landdistriktsdanmark” eller blot ”landdistrikterne”. 

Med henblik på at finde løsningsforslag for at vende affolkningen af landdistrikterne vil det være hensigtsmæssigt at uddybe statistikken for at afdække hvem det er, der flytter, af hvilke årsager. De overordnede, udokumenterede tendenser skønnes dog at være, at landmænd udgør en svagt faldende gruppe, idet små urentable landbrug bliver opkøbt af større landbrugere og, at der længe har været en tendens til, at landmændenes børn søger mod andet erhverv i byerne. Lønmodtagere, der har arbejde lokalt udgør en svagt faldende andel pga. afmatningen i landbruget og fraflytning af virksomheder det samme gør forretningsdrivende og håndværkere, der servicerer lokale landdistriktsborgere. I takt med disse nedgange er der et svagt faldende antal børn og unge fra 1. til 9. klassetrin og et tilsvarende fald i antallet af gymnasiaster og erhvervsskole elever der er bosiddende i landdistrikterne. Unge, som vil studere på højere uddannelsesinstitutioner udgør et stærkt faldende antal, da disse institutioner stort set alle befinder sig i de 5 største byer eller i de største købstæder. Dertil kommer at disse unge ønsker kulturtilbud, samkvem med ligesindede unge, samlever muligheder og beskæftigelses/karriere muligheder i byerhverv hvilket resulterer i, at en stor del af de færdiguddannede forbliver i disse større byer.

Pensionister, især den mindre bemidlede del, som ikke har råd til at flytte til byen udgør en stigende andel af landdistriktsbefolkningen sammen med økonomisk- og ressourcesvage familier/personer, som i stigende antal flytter til tomme, billige lejligheder/huse på landet.

Et studie dækkende perioden 2000 – 2008 (Sanne Schroll, Varde Kommune og Villy Søgaard, SDU i bogen ”Livsvilkår og udviklingsmuligheder på landet” 1)) viser, at udviklingen (i de 271 gamle kommuner) indenfor landbrug, industri og forretningsservice har betydet mest for nedgangen i bykommuner med mindre end 15.000 indbyggere. Den største beskæftigelsesfremgang er sket i de større bykommuner med 30.000 – 80.000 indbyggere. Næststørst beskæftigelsesfremgang er sket i de mellemstore bykommuner med 15.000 – 30.000 indbyggere, medens den tredje største beskæftigelsesfremgang er sket i hovedstaden. Danmarks Statistiks Nyt fra 17. april 2015 (Byopgørelsen) (bilag 1) som godt nok ikke er direkte sammenlignelig med ovenstående statistik, men alligevel kan bruges som en indikation på de bevægelser, der er foregået viser, at befolkningen i landdistrikterne er faldet fra 17% i 1976 til 12% i 2015. For Hovedstadsregionen og byer over 100.000 indbyggere faldt befolkningsandelen fra 37% i 1976 til 35% i 1994 for derefter at stige (i takt med byfornyelserne) til 38% i 2015. For de mellemstore og større byer med mellem 20.000 og 99.000 indbyggere (kaldet købstæderne i det følgende) steg befolkningstallet fra 14% i 1976 til 17% i 2015. Det indikerer at trods de mange centraliseringer har købstæderne stadig ressourcer, som såfremt de blev støttet af en fornuftig landdistriktspolitik og en dækkende finansiering vil kunne drive udviklingen fremad. Søgaard og Schroll viser, at det er de geografiske forskydninger (fraflytninger) inden for de enkelte erhvervsgrupper, der har størst betydning, men også kommunalreformens centraliseringer, skole- og biblioteks lukninger og flytning af andre offentlige services har bidraget til nedgangen i landdistrikternes befolkning og beskæftigelse. Studiet påpeger også, at selvom de generelle landdistriktsproblemer er alvorligst i et mindre antal kommuner og på færgeafhængige øer må de ikke undervurderes.

Et væsentligt spørgsmål er om fremgangen for købstæderne holder på længere sigt eller om der vil foregå en vandring fra de to grupper af byer til de 5 største byer? Hvis der i fremtiden skulle forekomme en sådan vandring, hvordan kan denne da modvirkes? Ønsker politikerne og borgerne i landdistrikterne og købstæderne at modvirke en eventuel vandring og vil borgerne i de større byer støtte op om landdistrikts udviklingen? Vil en styrkelse af disse kommuner kunne holde den negative trend i ave? I dette notat forudsættes, at fremgangen for købstæderne kan holdes såfremt den understøttes.

Den førte politik og dens konsekvenser

Regeringens og især kommunernes politik har i de senere år været ”hvis det ikke kan betale sig skal det lukkes” altså en kortsigtet, defensiv besparelses politik frem for en offensiv og progressiv tankegang. Man bør søge at udvikle hele Danmark i nogenlunde samme takt. Det vil ikke give en økonomisk gevinst på kort sigt, men på længere sigt vil det fremme sammenhængskraften og udnytte landets ressourcer optimalt. Desuden vil det medvirke til at velfærden fordeles ligeligt i byerne og på landet.

De overordnede visioner, målsætninger og deres forudsætninger

I relation til den meget omtalte verdensomspændende trend til befolkningskoncentration i store byer kan Danmark betragtes som 5 store byområder med et opland hvorfra det, med udbygning af infrastrukturen, kan blive muligt at pendle til de store byer på 1 – 1½ time. Det svarer til afstands og pendler forholdende for befolkningerne i Londons og andre megabyers opland. Man kunne vel deraf udlede, at vi allerede har 5 mega-byer med masser af dejlige grønne områder imellem. Om vi et øjeblik tænker tilbage på Scenarie 2 så ville en styrkelse af disse ”mega-byer” gøre landdistrikterne med deres købstæder til kedelige sovebyer og skævvride landet og skabe endnu mere trafikkaos og miljøforurening. Det er der vel ingen danskere, der ønsker. I dette notat præsenteres derfor alternativer som kan skabe sammenhængskraft og et land i balance. 

Baseret på befolknings- og beskæftigelses statistikkerne og på ressourcerne i landdistrikterne er det oplagt at udviklingen og væksten bygges på og centreres om købstæder med 20.000 – 99.000 indbyggere, hvor der allerede findes basis for en god vækst. Købstæderne bør styrkes m.h.t. arbejdspladser, velfærdstilbud, offentlige servicetilbud, kulturtilbud og ressourcestærke borgere. Udviklingen kræver en tostrenget strategi, som skal 1) tiltrække nye borgere med de for virksomhederne nødvendige ressourcer og fastholde de nuværende ressourcestærke borgere, 2) fastholde de nuværende virksomheder/arbejdspladser, støtte udviklingen af iværksættervirksomheder og tiltrække nye virksomheder og allerede etablerede virksomheder fra de 5 store bycentre. I tillæg til fremkomsten af nye arbejdspladser ville dette bevirke at en del af pendler strømmen kunne vendes hvorved presset på transport infrastrukturen kunne lettes.

Landdistrikternes større landsbyer, vi kan kalde dem primærlandsbyerne, som i dag allerede har en del mindre erhvervsaktiviteter, skoler, børne- og ældreinstitutioner og sports og kulturtilbud bør understøttes således, at de kan opretholde og udbygge disse aktiviteter samt tilbyde borgerne deres daglige fornødenheder. Landbruget som den arbejdsplads det var engang, de små handlende og håndværkerne som før boede i landsbyerne kommer formodentlig aldrig tilbage dertil. De mindre landsbyer og den spredte bebyggelse bør derfor bibeholdes hovedsageligt som bosteder for pendlere og for de pensionister og ressourcesvage familier, som ikke har råd til, eller ikke ønsker at flytte til primærlandsbyerne, købstæderne eller de større byer.

For at få gang i hjulene i landdistrikterne er der altså behov for både erhvervsvirksomheder, offentlige institutioner og forøget befolkning. Hovedproblemerne er her, at det vil være vanskeligt at få arbejdsdygtige borgere til at flytte til et område, hvorfra der er urimeligt langt til arbejde og dårlige livsbetingelser. Ligeledes vil ingen virksomheder flytte til et område hvor de ikke kan få arbejdskraft. Derfor er det første trin i udviklingen af væksten i landdistrikterne samtidig at tiltrække både virksomheder, institutioner og arbejdskraft. For at få strategien til at lykkes kræver det, at regeringen, folketinget, regionerne og den enkelte kommune planlægger, hvorledes man vil støtte udviklingen af landdistrikterne. Sådanne planer bør tage udgangspunkt i et samarbejde mellem befolkningen og virksomhederne for, at opnå validitet og gennemførlighed.

Landdistrikternes strategi for at tiltrække nye borgere

For at opnå en rimelig tilflytning og fastholdelse af ressourcestærke borgere bør det gøres mere attraktivt at bo i landdistrikterne og arbejde i en af de nærmeste købstæder eller i primærlandsbyerne. Deraf følger, at landdistrikterne skal kunne yde borgerne den nødvendige service, som kan understøtte denne livsform.

For at få en indikation af, hvorledes tilflyttere kan tiltrækkes og fraflytningen kan stoppes kan vi se på hvilke krav og ønsker en familieenhed med to arbejdsdygtige voksne formodentlig ville stille til et liv i landdistrikterne. Dette er ikke baseret på nogen brugerundersøgelse, men en sådan bør naturligvis foretages:

  1. Der skal være arbejde til alle arbejdsdygtige familiemedlemmer indenfor en pendlerafstand af maximalt 30 minutter – dette opfyldes af de fleste landdistrikter såfremt der er arbejde at få i nærmeste købstad.
  2. Børnepasning og skoler (0-10 klasse) bør findes i primærlandsbyerne og der skal være en skoletransport ordning. Børnepasning og folkeskoler (0 – 10 klasse) findes i stort set alle primærlandsbyer og indtil videre i en del landsbyer endskønt kommunerne har været særdeles ivrige for at nedlægge dem.
  3. Gymnasier og erhvervsskoler bør findes i nærmeste købstad. Derudover bør der forefindes universitetsafdelinger i en række nærliggende købstæder – de større købstæder har gymnasier, men universiteter findes kun i København, Roskilde (RUC som ligger i hovedstadsområdet), Sønderborg (SDU) med filialer i Esbjerg, Kolding, Odense, Slagelse, Århus (AAU) med en filial i Herning. Ålborg Universitet har forstærket hovedstadsområdet med en filial i København fremfor at vælge en købstad. Resultatet af disse placeringer er, at de, som vil opnå en højere uddannelse, må bevæge sig til de store bycentre eller til en af de foran nævnte byer. SDU har vist vejen, og der er behov for, at også de øvrige universiteter etablerer flere afdelinger i købstæderne. Dels for at generere nye virksomheder lokalt og holde de ressourcestærke unge i landdistrikterne og dels for at lette presset på boligsituationen og infrastrukturen i de store bycentre.
  4. Bus eller anden transportmulighed bør køre i time drift til købstaden med forbindelse til det øvrige land – busforbindelserne er ofte utilstrækkelige og busstoppestederne mangler mange steder beskyttelse mod vejr og vind. Privatbilisme bør subsidieres da det på trods af en regelmæssig busdrift er næsten umuligt for en familie med børn og to voksne på arbejdsmarkedet at klare transporten på landet uden bil.

Transporten til/fra arbejde, indkøb og sociale og kulturelle aktiviteter er problematisk pga. bussernes pris og kørsels frekvens. Derudover har følelsen af stor afstand til basale ydelser en psykologisk betydning. Transport infrastrukturen til/fra købstædernes nærområder (20 km radius) bør derfor udbygges til et niveau, som tillader en daglig transporttid på ca. 1 time retur. Busdriften kunne udbygges f.eks. med 8-12 personers busser eller samkørsel/Uber transport. Alternativt kunne man om nogle få år indføre elbiler (måske førerløse), som kan køre kortere afstande ved hjælp af eget batteri og længere afstande på specialskinner hvor de kunne oplades. For dem som benytter privatbil kunne en løsning være en kombination af elbil, solcelleanlæg og andelsvindmølle subsidieret til et niveau der tillader en tilbagebetalingstid på 6 år. Børnepasning bør gøres tidsmæssigt mere fleksibelt og det bør overvejes at gøre hushjælp skattemæssigt fradragsberettiget. De færgeafhængige øer har den udfordring, at ud over, at det lokale erhvervsliv er baseret på landbrug, som ikke kan skaleres, så tynges øerne af ekstra omkostninger til transport.  Her kunne man overveje at gøre som i Sverige, hvor færgeoverfart til øer betragtes som en vejstrækning og ikke som en betalingsvej. Regeringen har allerede indført en forsøgsordning med reducerede færgebilletpriser udenfor turist sæsonen, men man burde gå hele vejen også for at få flere turister.

  1. Indhandlingsmuligheder for daglige fornødenheder bør forefindes i primærlandsbyerne – i landsbyerne som for 30-50 år siden ofte havde 5-10 håndværksvirksomheder og en købmandsforretning eller brugsforening er der i dag ingen af delene. Selv i primærlandsbyerne er der ofte sket store reduktioner. Der er dog i mange af disse en del små industri- og håndværksvirksomheder samt nogle få detailforretninger for daglige fornødenheder. En forbedring af indhandlingsmulighederne vil naturligt følge befolkningstilvæksten, men indtil denne bliver tilstrækkelig stor kunne kommunerne og borgergrupperne satse på at understøtte multiservice centre med nethandel og vare udbringning. For ældre og svagelige kunne det f.eks. kombineres med SOSU assistenternes besøg.
  2. Internet og mobiltelefon forbindelse, som i de store byer er et krav – Internet forbindelse skal gennemføres med en hastighed på 150 MB forberedt for 1GB til alle husstande. Mobil telefoni skal udlægges til alle husstande med hastigheder sammenlignelig med de større byers og forberedt for kommende udvidelser. Hvornår har samfundet forladt princippet om, at ”Ane i kæret” skal have den samme service som alle andre i samfundet. Hun fik jo dog vand og elektricitet.
  3. Der skal være betalbare boliger for familier med en gennemsnitlig lønindkomst – det skal være muligt at låne til huskøb og renovering af ældre huse. For at holde omkostningerne nede bør kommunale grunde maximalt prissættes til omkostningerne til jordkøb og byggemodning og momsen bør slettes. Indkomsten skal derudover kunne finansiere en bil som er helt uundværlig for en familieenhed bosat i landsbyer, primær-landsbyer og i det åbne land. Boligsituationen er generelt dækkende, men mange landhuse har behov for renovering. Det altoverskyggende problem er, at det er vanskeligt at låne i både banker og kreditforeninger. Derudover er boligskatterne generelt for høje, delvis pga. kommunernes grundpriser og skats skæve vurderinger. En statsgaranteret kreditforening kunne evt. oprettes.
  4. Tandlægeklinikker, ambulance, brandvæsen og politi skal findes i nærmeste købstad. Lægeklinikker bør findes i primærlandsbyerne – ambulancetjeneste, brandvæsen og politi findes i dag kun i købstæderne. Det er vanskeligt at tiltrække læger, tandlæger og apoteker til primærlandsbyerne da klientunderlaget ofte er utilstrækkeligt.
  5. Sports og ungdomskultur faciliteter bør forefindes i primærlandsbyerne – ungdomskulturfaciliteter i form af sportsanlæg og kulturhuse findes end ikke i alle primærlandsbyer.
  6. Kulturfaciliteter og viden centre inklusive biblioteker bør findes i købstaden og en række primærlandsbyer – biblioteker findes kun i et begrænset antal i primærlandsbyerne. Vores bedste indgang til viden er internettet og vores biblioteker, som kommunerne lukker på stribe. Dette bør modgås. Statslige og kommunale satellitservices bør også udbygges/oprettes i landdistrikternes primærlandsbyer, som ligger mere end 5 km fra købstæderne. Det kunne gøres i kombination med skoler hvor der kunne oprettes minibiblioteker/net caféer og sportsfaciliteter. Dette kunne endda laves i kombination med post/pakke bokse, som i øvrigt kunne udvides til afleveringssteder for internet varekøb. I primærlandsbyer, hvor COOP/NETTO el.lign. stadig har forretning, kunne deres primære forretning kombineres med disse faciliteter (det gøres allerede i mange primærlandsbyer). Kirken med dens sognehuse og de 1300 forsamlingshuse har måske en mulighed for i større omfang at blive inddraget i kulturbærende aktiviteter såsom foredrag, diskussioner om vigtige anliggender for området, politikermøder, koncerter, kunstudstillinger og andre kulturelle aktiviteter. En del mere progressive kommuner har allerede påbegyndt sådanne ændringer med godt resultat.

Derudover kunne en familieenhed tænkes at have følgende ønsker:

  1. Et stærkt lokalsamfund baseret på samarbejde og sammenhængskraft både på landsby, primærlandsby og købstadsniveau bundet sammen af interesseforeninger og andelsforeninger – lokalsamfundenes sammenhængskraft, som i høj grad afhænger af samarbejdet imellem borgere i landsbyerne og primærlandsbyerne er reduceret med den gradvise reduktion af fælles mødesteder og pendlersamfundets fremgang. Der er sandsynligvis mange andre psykologiske og sociologiske grunde til denne tilstand, som hæmmer lokalt initiativ. For at få scenarie 1 til at virke effektivt må landdistrikts og købstadsbefolkningerne motiveres på deres præmisser til at engagere sig i andelsforeninger og laugs-strukturer. Her burde kommunerne spille en aktiv rolle som formidler og administrativ assistance.
  2. Billig energi baseret på subsidierede andelsselskaber for vind og solenergi samt fjernvarme – energiomkostningerne er større jo længere man kommer ud på landet med undtagelse af gårde hvor man kan fyre med halm og træ. Fjernvarme findes oftest i primærlandsbyerne, men landsbyerne er henvist til jord/luft varmepumper eller pillefyr uden statstilskud og solceller med en dårlig rentabilitet. Andelsbaseret alternativ energi såsom solcelle og vindkraft anlæg bør støttes med lån, og overskydende energi bør betales således, at landdistrikterne finder det rentabelt at investere i vindmøller og solcelleanlæg.
  3. Udover håndværkertilskud bør der være momsfrihed for materialeudgifter til renovering og isolering af ældre bygninger baseret på gør det selv løsninger – det ekstra tilskud bør gives fordi mange landhuse er af ældre dato og derfor ikke særlig velisolerede og ej heller særlig velindrettede.
  4. Serviceringen af pensionister og andre svagt stillede borgere skal være på højde med de større byers tilbud – personer uden for arbejdsmarkedet inklusive pensionister må understøttes med bolig, økonomi og servicetilbud, som svarer til det, de i dag har krav på efter at have betalt skat med en forventning om denne velfærd. Serviceringen af pensionister og andre svage grupper er under stadigt pres for omkostningsreduktion og detailstyring, som tager tiden fra den service som burde ydes. Man kan ikke på den ene side sige at pensionister skal blive i egen bolig og dernæst fratage dem den nødvendige service. Alternativt kunne kommunerne hjælpe disse borgere til et liv i nærmeste primær landsby eller købstad og derved spare på omkostningerne til service.

 

 

Erhvervsvirksomhedernes og landbrugets bidrag til landdistrikternes vækst

Hver kommune har deres særegne ressourcer som bør afdækkes ved nøjere analyser. Nedenfor er derfor kun givet et groft billede af hvilke ressourcer, der allerede findes i de fleste købstæder og deres landdistrikter, og hvilke som skal tilføres for at opnå vækst.

Landbruget med dets følgeindustri, som udgør en væsentlig økonomisk faktor i landdistrikterne har store indtjeningsmæssige og finansielle problemer. Hvis landbruget skal overleve og bidrage til samfundsøkonomien og skabe arbejdspladser må det sikres reguleringsmæssige og finansielle forhold, som kan resultere i en rimelig indtjening. Som det er nu vil afskrivningen af investeringerne i bosætning og landbrug betyde tab ikke alene for landmændene, men også for kreditinstitutterne. De tabsgivende landbrug vil formodentlig blive overtaget af private firmaer/kapitalfonde, og boligerne vil blive revet ned med statstilskud. Udfordringerne er her, at vi risikerer at få kæmpestore dyrefabrikker og meget store agerbrug med monoafgrøder, som vil kunne behandles med selvkørende maskiner og dermed kræve et minimum af arbejdskraft.

Skal vi bibeholde landbruget som en vækstmotor for landdistrikterne må landmændene og deres følgeindustrier se i øjnene, at de nuværende produktioner ikke er særlig rentable og, at specialiseret monokultur drift er alt for prisfølsomt. Uden på nogen måde at være ekspert tror jeg, at det danske klima og jordboniteten kunne egne sig for mere rentable specialprodukter af en højere forædlingsgrad end produkter som korn, flæskesider og gul ost til bulk eksport.

Efterspørgslen på økologiske landbrugs- og gartnerivarer er stigende i Vest Europa. Det byder på en glimrende mulighed for danske landmænd til at dyrke økologiske grøntsager, bær, frugt og kød produkter. Sådanne produktioner ville skabe nye arbejdspladser i landbruget og sikre dets overlevelse. Overgangen fra konventionelt landbrug til økologisk drift bør støttes endnu bedre end den nuværende ordning tillader. Kan der eftervises rentabilitet i driften på langt sigt bør staten oprette en investeringsfond som kan afhjælpe landmændenes gældsbyrde i overgangsfasen da kreditinstitutionerne ikke ser sig i stand til det.

For at fjerne lugt og ammoniakgener som kunne afholde mange byboere fra at flytte på landet bør landbruget bygge og drive andels biogasanlæg. Det ville ikke alene fjerne lugtgener, men også kunne danne basis for energi og opvarmnings anlæg. Der kører allerede forsøgsanlæg, men det ville formodentlig kræve lovgivning og/eller en tilskudsordning at løbe dette tiltag i gang og udvikle det til større skala.

Industri og servicevirksomheder som udgør den anden væsentlige vækstmotor i landdistrikterne må fastholdes og nye må tiltrækkes især til købstæderne gennem kommunernes imødekommenhed og hjælpsomhed. Det er vigtigt, at der findes veluddannet arbejdskraft og en logistisk og digital infrastruktur, som er sammenlignelig med de store bysamfund. Derudover skal der skabes kontante omkostnings fordele for virksomhederne relativt til de store bysamfund. Det kunne f.eks. være moms eller skattefordele, forenklede regler for virksomheds start og –drift, reducerede arbejdsgiverafgifter og direkte egnsudviklingsstøtte såfremt EU reglerne tillader det.

I en del købstæder findes allerede store industrianlæg, hvoraf mange er startet af praktiske folk fra købstæderne og deres landdistrikter (Sønderborg – Danfoss, Bjerringbro – Grundfos, Struer – B&O, Billund – Lego, Tønder/Bredebro – Ecco, Randers/Ringkøbing – Vestas, Herning – tekstilklynge i fordums tid m.fl.). Mange andre købstæder har mellemstore virksomheder, som klarer sig godt, men outsourcing truer mange arbejdspladser. De fleste af disse store og mellemstore virksomheder er imidlertid startet tilbage i tiden hvor virksomhederne havde økonomiske fordele af at etablere sig i landdistrikterne hvor kommunerne var velvillige og hjælpsomme og der var mange veluddannede og ressourcestærke personer i områderne. Det kan de vel lokkes til at gøre igen, men de rigtige forudsætninger skal skabes først.

På den positive side tæller, at omkostningerne i Kina, Indien og andre lavtlønslande formodentlig vil stige til et niveau som gør outsourcing urentabel indenfor 15 – 20 år. Derudover vil de hastigt ændrede produktionsformer med robotteknik, IT styring, 3D (tredimensionel computerstyret støbning i plast og metal) og andre enkeltstyks befordrende teknologier ændre produktionen til fordel for produktion af høj kvalitet, højt vidensniveau og/eller specifikt dansk design, som kræver konstant videre udvikling tæt på kunderne i Danmark og resten af EU. Den form for produktion vil kræve intensiveret produktudvikling og produktionsforbedringer, som bedst kan foregå tæt på hovedkontorets ledelse og deres udviklingsteam i Danmark. Det vil gøre det muligt, at gentage disse erhvervs succeser omend i mindre målestok.

I udgangspunktet findes der altså allerede mange erhvervsressourcer i købstæderne. Alle købstæder og en del primær landsbyer har allerede erhvervsområder, og stort set alle kommuner har erhvervsservicecentre, som tilbyder iværksætterkurser/vejledning. Mange købstæder har desuden erhvervsuddannelser i alle afskygninger og iværksætterhuse med billige lokaler eksisterer i mange af dem. Købstæderne byder således også i den henseende på et udmærket grundlag for videreudvikling. For at få købstæderne til at fungere bedre som vækstcentre bør man intensivere den udmærkede erhvervsfremme indsats som allerede findes ved at bemande jobcentre, væksthuse, og lignende med en blanding af vejledende eksperter, virksomhedsledere og konsulenter til en løn som kan tiltrække de bedst kvalificerede. Erhvervsuddannelsescentrene bør intensivere iværksætter/SMV indsatsen til at omfatte mindst 2 års månedlig rådgivningsstøtte og gratis væksthusfaciliteter. Derudover bør iværksætterne gives statsgaranterede lån også til den vanskelige vækstfase.

At formå virksomhederne til at etablere sig uden for købstæderne, hvor de vil få vanskeligt ved at finde faglærte og videreuddannede medarbejdere vil blive vanskeligt. Men visse f.eks. internetbaserede SMVer (små og mellemstore virksomheder), håndværksvirksomheder og ”hjemmeproduktion” af stedlige råvarer kunne etableres i landdistrikterne, hvis planloven lempes til, at tillade fuld brug af bygninger og jord til virksomhedsformål overalt i landdistrikterne. Den nyligt foreslåede ændring af planloven er et skridt i den rigtige retning, men dens restriktioner bør lempes endnu mere således, at der kan drives erhvervsvirksomhed i betydeligt større omfang end i dag og således, at der kan bygges i større udstrækning også i det åbne land, men på en rimelig og reguleret måde.

Turismen kunne spille en spændende rolle i landdistrikter med turistpotentiale. De lokale turistattraktioner i samspil med Bed & Breakfast steder og lokale restauranter og små hoteller som serverer danske specialiteter af høj kvalitet kunne formodentlig tiltrække både danske og udenlandske turister såfremt de sælges professionelt og såfremt priserne inklusive drikkevarer kunne holdes på et rimeligt niveau f. eks. Ved at gøre dem momsfrie.

Initiativ og ledelse

Den bærende kraft i udviklingen bør være et kontinuert samarbejde mellem initiativrige borgere, erhvervs virksomheder og lokale myndigheder organiserede i ligeværdige udviklings organisationer (som f.eks. Landdistriktsrådene, men med langt bredere formål og beslutningskraft) assisteret af faglige eksperter. Et inter-kommunalt samarbejde og samarbejder med kommuner i EU med samme problemstillinger bør tilstræbes for at generere nye tanker og ideer til udviklingen. Staten og bør, gennem lovgivning, søge at lette arbejdet for erhvervslivet og de nye udviklingsorganisationer og kommunerne bør assistere med administration og finansiering.

EU’s LEADER program og de kommunale ”Local Area Groups” (LAG) kunne udbygges kraftigt med henblik på tiltrækning af nye initiativer inden for turisme og opgradering af landdistrikterne. I den forbindelse burde ”landdistriktsrådene” under landdistriktsprogrammet (under ENRD European Network for Rural Development) styrkes. Som eksempel burde kommunerne støtte borgergruppe projekter indenfor solenergi, kraftvarmeværker og vindkraft. Det er med stor succes gennemført på f.eks. Samsø.

Mange af tiltagene er ikke nye og mange er allerede på vej til at blive gennemført i en eller anden form. Man skal imidlertid forstå man ikke kan få gode resultater ved kun at gennemføre dele af målsætningen i småbidder. Et godt resultat afhænger af en integreret, koordineret indsats af alle parter.

Det skal bemærkes at mange af ideerne også er blevet fremsat og beskrevet af andre i forskellige glimrende bøger og artikler. De utallige kilder i form af artikler er ikke nævnt da dette ikke prætenderer at være et videnskabeligt notat.

 

Hovedreferencer:

  1. Lise Lyck, Cand. Polit, CBS (2014): Udkantsdanmark og sammenhængskraft i Danmark – en helhedsanalyse.
  2. Gunnar Lind Haase Svendsen (red.), SDU (2013) Livsvilkår og udviklingsmuligheder på landet – specielt artiklen af Sanne Shcroll, ph.d. og Villy Søgaard, lektor SDU: Erhvervsstrukturen og udviklingen i udkantsområderne, 2000 – 2008.
  3. Finn Slumstrup – Viggo Mortensen (red.) (2015): Oprør fra udkanten – mulighedernes land.
  4. Kaare Dybvad, cand. Scient. (2015): Udkantsmyten.
  5. Samt utallige artikler i aviser og tidsskrifter

Notatet er diskuteret indgående med DJØF Senior Netværkets ”Velfærdsgruppe”, som også har bidraget til dets tilblivelse.

Ib Nørregaard Andersen, B. eng., MBA, ledelses- og regionaludviklingskonsulent i

AMCONSULT ApS

  1. november 2016

 

Fra landbrug til pendlersamfund (udviklet af en senior gruppe (Velfærdsgruppen) under foreningen DJØF).

Refleksioner om Danmark under forandring

Fra landbrug til pendlersamfund

Tekst: De Grå Ulve

Danmark har skiftet karakter. Landbruget er stadig en vigtig indtægts- og eksportkilde. Men konstante produktivitetsforbedringer har ændret landbrugets profil totalt. For 120 år siden var 80 % af befolkningen beskæftiget i landbruget, og det meste af den opvoksende industri var underleverandører til landbruget. I dag er ca. 5 % af befolkningen beskæftiget i landbruget, og ca. 190.000 landbrug i 1960 er i dag reduceret til ca. 10.000 – 15.000. Med de nuværende konjunkturer for landbrugsvarer er det realistisk at forvente, at landbruget i løbet af de næste ca. 10 år vil blive reduceret til få hundrede store industrilandbrug med høj produktivitet og en beskeden beskæftigelse.

Landdistrikterne undergår også en aldringsproces med flere gamle og færre unge, fordi der ikke længere er arbejdspladser i landbrug og landdistrikter –  frivillighedskulturen i Danmark har f.eks. større omsætning og beskæftigelse end landbruget og fødevareindustrien tilsammen.

Vi vil undersøge og tage stilling til denne forandring af det danske samfund og komme med nogle overvejelser over og forslag til, hvordan vi kan skabe en udvikling, der kan kompensere for ”tabet” af landbruget som indtægts- og beskæftigelsesgrundlag i landdistrikterne.

Udgangspunktet for vores overvejelser er en offentlig sektor med stat, regioner og kommuner, som ligeligt stiller service og ydelser til rådighed for befolkningen i alle dele af landet. De statslige ydelser som f.eks. folkepension er de samme, mens der er mulighed for variation i de kommunale ydelser, hvor kommunerne selv har en vis indflydelse på forholdet mellem service og skat.

De ligelige statslige ydelser og den ensartede statslige service betyder, at der overføres store beløb fra den rige del af landet til den fattige del. Noget lignende sker på regionsniveauet, og på samme måde betyder udligningen mellem rige og fattige kommuner med henblik på at give mere lige muligheder for ligelige kommunale ydelser og service store overførsler fra den rige del af landet til den fattige del.

I vores overvejelser har vi ikke tænkt os en grundlæggende ændring i samfundsstrukturen, om end man kunne spørge sig selv, hvorfor den kommunale udligning ikke er ført 100% igennem. Derudover kunne vores model med en satsning på bysamfundene og deres oplande stille spørgsmålet, om kommuneinddelingen ikke burde afspejle vores model, således at hvert område havde en folkevalgt kommunalbestyrelse til at varetage dets interesser. ( Mange steder passer inddelingen nogenlunde, men der burde nok laves nogle justeringer)

Der har i de sidste 20 år været en markant udvikling fra landbrugssamfund til pendlersamfund. Arbejdspladserne er flyttet til byerne – men folk bliver boende på landet på grund af boligpriser, der kan betales af almindelige lønninger. Udvikling til pendlersamfund stiller store krav til offentlige investeringer i udbygning af infrastruktur, vejnet og offentlig transport.

Se tabellen – pendlings- og flyttetal – de sidste 2sider

Det er ikke en udvikling, der er sket i løbet af få år. Det har været en stille og rolig proces siden landbrugsreformerne i 1770´erne.  Men regering og folketing har ikke på noget tidspunkt haft sammenhængende mål for landets og specielt landdistrikternes langsigtede udvikling. Følgelig har de heller ingen strategi for udviklingen, hvilket medfører dag til dag brandslukning og lappeløsninger som den nylige udflytning af nogle få statslige arbejdspladser. Men det er dog en start på tilbagerulning af antallet af centraliserede stillinger.

Politikerne bør tage stilling til, om Danmark hovedsageligt skal være en konkurrencestat, hvor stort set alting måles i forhold til, om det kan betale sig økonomisk, eller om Danmark skal være en velfærdsstat i stadig udvikling i takt med den ændrede økonomi. De bør derudover tage stilling til, om landet udelukkende skal satse på at udvikle de 2-5 største bycentre, eller om hele landet skal have forhold, som gør det muligt at udvikle områder uden for de 2-5 største bycentre, således at befolkningsspredningen og befolkningstætheden i det mindste kan opretholdes.

I det følgende antager vi, at politikerne vil vælge at udvikle hele landet inklusive landdistrikterne og dermed stabilisere bosætningsmønstrene.

Den voldsomme ændring fra landbrugssamfund til pendlersamfund har fundet sted uden at ende i det store blodbad (arbejdsløshed og indkomsttab) på baggrund af en stærk social- og arbejdsmarkedspolitik. Disse to områder bør styrkes, så de i højere grad servicerer det moderne pendlersamfund end det klassiske industrisamfund.

Vi kan vel antage, at vi, såfremt vi forsøger at opnå en mere jævn befolkningsfordeling, ikke bliver helt så produktive og dermed konkurrencestærke på eksportmarkederne på kort sigt, som vi ville blive, hvis vi i højere grad koncentrerede os om storbycenterudvikling. På den anden side kan det meget vel vise sig at være en fordel på langt sigt, såfremt vi arbejder aktivt på at forandre forholdene for landdistrikterne og landbrugets produktionsmetoder, således at de bedre kan bidrage til forbedring af landets konkurrenceevne, og således at det bliver attraktivt at bo der. Der kunne måske endda argumenteres for, at det på kort sigt ville være en mere økonomisk løsning i betragtning af, at en migration af en stor del af landdistriktsbefolkningen ville kræve store investeringer i bosteder, arbejdspladser og infrastruktur i bycentrene, sideløbende med at bosteder og infrastruktur i landdistrikterne ville blive værdiløse.

Den skæve demografiske udvikling og landbrugets forandring mod færre men meget større enheder har også væsentlige konsekvenser for det offentliges udgifter og socialpolitikken. Velfærdssektorerne beskæftiger mange mennesker. Tag børneområdet med mere end 60.000 ansatte eller grundskolen med næsten 80.000. For ikke at tale om sundhedsområdet med mere end 110.000 plus de godt 100.000 inden for offentlige tilbud til ældre og handicappede. Samlet set omkring 350.000 på de tre tunge velfærdsområder: børn, syge og ældre. Det er nogle flere, end der er ansat i hele industrien – omkring 300.000. I landbruget er det 80.000.

For at fastholde velfærdssystemet, hvis kerne i overvejende grad historisk set er rettet mod ”by-arbejderen” og bysamfundet (tæt bebyggelse med korte afstande) bør velfærdssystemet indrettes på også at kunne servicere en befolkning med stor boligspredning.

Et andet nok så afgørende forhold er de dybt specialiserede offentlige ydelser. Det er selvfølgelig ikke sådan, at alle 350.000 ansatte på de tunge velfærdsområder er beskæftiget med enkel, kompensatorisk virksomhed som hjemmehjælp. En stor del er specialister. Det gælder især på sundhedsområdet. Her er volumen vigtig, fordi træning og øvelse er afgørende for, at specialisten kan bevare kompetencen. Derfor vil der være en række specialfunktioner inden for sundhedsområdet, der vanskeligt vil kunne varetages af enheder med utilstrækkeligt befolkningsgrundlag.

Dengang Danmark var et landbrugsland, gav det mening, at befolkningen boede spredt i landskabet. Det skete så. Nu, hvor Danmark er et servicesamfund, giver det så mening, at befolkningen er koncentreret i byer. Er det så det, som samfundet er indrettet på og støtter?

Vi foreslår, at hele landet inklusive landdistrikterne og deres købstæder søges befolket omtrent som i dag. Købstæderne søges styrket m.h.t. arbejdspladser, velfærdstilbud, offentlige servicetilbud, kulturtilbud m.v.

Hvilke ressourcer findes allerede i købstæderne og landdistrikterne, og hvilke skal tilføres for at opnå vækst:

Købstæderne søges opgraderede til vækstcentre for nærområderne (landdistrikterne). I mange købstæder findes allerede store industrianlæg, som i øvrigt næsten alle er startet af praktiske folk fra købstæderne og deres landdistrikter (Sønderborg- Danfoss, Bjerringbro-Grundfos, Struer-B&O, Billund-Lego, Tønder/Bredebro-Ecco, Randers/Ringkøbing-Vestas, Herning-tekstilklynge (i fordums tid) m.fl.). Mange andre købstæder har mellemstore virksomheder, som klarer sig, men outsourcing truer mange arbejdspladser. Forholdene er imidlertid ændrede fra den tid, hvor de store fabrikker startede, så det er tvivlsomt, om succeserne kan gentages. For at skabe balance imellem de store byers og købstædernes erhvervsudvikling bør erhvervs- og beskæftigelsespolitikken understøtte nye og mellemstore virksomheder inden for service og high-tech, der er hurtigt omstillelige i forhold til ændrede produktions-  og markedsvilkår.

Virksomheds- og dermed beskæftigelsesudvikling kan gennemføres i både landdistrikter og købstæder, men det kræver støtteforanstaltninger, som ligger ud over, hvad allerede findes. Alle købstæder og en del større landsbyer har allerede erhvervsområder, og stort set alle kommuner har erhvervsservicecentre med vækst-iværksætterhuse med billige lokaler, som tilbyder iværksætterkurser/vejledning og erhvervsvejledning til små og mellemstore virksomheder (SMVer). Mange købstæder har desuden en bred vifte af erhvervsuddannelser, der bør styrkes og udbygges.

Alle købstæder har desuden gymnasier, men kun RUC Roskilde (som ligger i hovedstadsområdet) og SDU Sønderborg med filialer i Esbjerg, Kolding, Odense, Slagelse og København har et universitet. Det betyder, at de, som vil opnå en højere uddannelse, må bevæge sig til de store bycentre: Københavns,  Århus’ og Aalborgs universiteter eller en af de foran nævnte byer.

SDU har vist vejen, og der er behov for, at også de øvrige universiteter etablerer afdelinger i købstæderne. Dels for at holde de unge i landdistrikterne og generere nye virksomheder lokalt og dels for at lette presset på boligsituationen i de store bycentre.

Erhvervsuddannelsescentrene bør intensivere iværksætter/SMV indsatsen til at omfatte mindst 2 års månedlig rådgivningsstøtte og gratis væksthusfaciliteter. Derudover bør iværksætterne gives statsgaranterede lån. De, som kan, bør tilbagebetale denne støtte, men staten må regne med et ret stort tab. En andelshaver/aktionær model med staten som deltager kunne overvejes, således at den kunne tjene på gyngerne, hvad den taber på karrusellerne.

Transporten til/fra arbejde, indkøb og sociale og kulturelle aktiviteter er problematisk  p.g.a. børnepasning og tidsforbrug generelt. Derudover har følelsen af stor afstand en psykologisk betydning. Transportinfrastrukturen til/fra nærområderne (20 km radius) bør derfor udbygges til et niveau, som tillader en daglig transporttid på ca. 1 time retur. Busdriften skal udbygges f.eks. med 8-12 personers busser. Børnepasning bør gøres tidsmæssigt mere fleksibelt, og det bør overvejes at gøre hushjælp skattemæssigt fradragsberettiget.

De færgeafhængige øer har den udfordring, at ud over, at det lokale erhvervsliv er baseret på landbrug, som ikke kan skaleres, så tynges øerne af ekstra omkostninger til transport til og fra. De omkostninger kan kun kompenseres på lønnen eller restindkomsten, fordi folk ikke vil betale ekstra for varer, blot fordi de kommer fra en ø. Her kunne man overveje at gøre som i Sverige, hvor færgeoverfart til øer betragtes som en vejstrækning, som er vederlagsfri i stedet for at være en betalingsvej – ordningen er allerede delvist gennemført  i Danmark.

Internettet og mobildækningen, som i mange landdistrikter er meget dårlig, skal udbygges til et niveau, der svarer til de større byers service.

Vores bedste indgang til viden er vores biblioteker, som kommunerne lukker på stribe. Dette bør modarbejdes fra statslig side. Statslige og kommunale satellitservices bør oprettes/udbygges i landdistrikternes landsbyer, som ligger mere end 5 km fra købstæderne. Det kunne gøres i kombination med skoler med op til 5.-7. klasse samt med minibiblioteker og sportsfaciliteter. Dette kunne endda laves i en kombination med post/pakke bokse, som i øvrigt kunne udvides til afleveringssteder for internet-varekøb. I større landsbyer, hvor COOP, NETTO el.lign. stadig har forretning, er en del af disse services allerede etablerede. Det lokale engagement kan styrkes med kirken med dens sognehuse og de 1300 forsamlingshuse. Her har lokalbefolkningen en mulighed for at blive inddraget i kulturbærende aktiviteter såsom foredrag, diskussioner om vigtige anliggender for området, politikermøder, koncerter, kunstudstillinger og andre kulturelle aktiviteter.

Andelsbaseret alternativ energi såsom solcelle-  og vindkraftanlæg bør støttes med lån, og overskydende energi bør betales således, at landdistrikterne finder det rentabelt at investere i vindmøller og solcelleanlæg. Opvarmning af bygninger foretages med overskydende alternativ energi (elektricitet), små fjernvarmeanlæg eller pillefyr/kombifyr.

For at tiltrække jobskabende virksomheder kunne man tilbyde dem en række fordele ved at etablere sig i købstæderne og sågar i landdistrikternes tomme bygninger og i landsbyerne. Det kunne f.eks. være moms- eller skattefordele og direkte egnsudviklingsstøtte. Vi skal ikke glemme, at i 70erne flyttede mange virksomheder vestpå, tiltrukket af velvillige og servicemindede kommuner. Det kan de vel lokkes til at gøre igen, hvis de rigtige forudsætninger kan skabes.

Afskrivningen af investeringerne i bosætning og landbrug vil betyde tab for kreditinstitutter og evt. staten. De tabsgivende landbrug vil blive overtaget af private firmaer/kapitalfonde, og boligerne vil blive revet ned med statstilskud. Udfordringerne er her, at vi får mega-landbrug med monoafgrøder, som ikke vil være økologiske.

Personer uden for arbejdsmarkedet inklusive pensionister må understøttes med bolig, økonomi og servicetilbud, som svarer til det, de i dag har krav på efter at have betalt skat på en forventning om denne velfærd.

På grund af den aldrende befolkning vil der fødes betydelig færre børn i landdistrikterne, og de, der fødes, vil forlade landdistrikterne, når de skal videreuddannes (senest efter folkeskolen). De ressourcestærke og veluddannede flygtninge kunne måske udgøre en værdifuld ressource for landdistrikterne? De kunne flytte ind i de tomme huse, renoverede af kommunerne.

Den faldende andel af 25-64 årige, specielt af personer med højere uddannelse og virksomhedernes fravalg af etablering i landdistrikterne vil betyde, at beskæftigelsen her fortsat vil falde. Det vil kræve specielle og dyre støtteordninger at vende denne trend og få virksomhederne til at etablere sig uden for de store bycentre, hvor de i starten vil få svært ved at finde faglærte og videreuddannede medarbejdere. Men visse f.eks. internetbaserede SMVer, håndværksvirksomheder og ”hjemmeproduktion” af stedlige råvarer kunne etableres i landdistrikterne, hvis planloven ændres til at tillade fuld brug af bygninger og jord til virksomhedsformål overalt i landdistrikterne. I parcelhus- og lignende kvarterer dog i begrænset omfang. Kommunerne bør således satse både på købstædernes industriudvikling og på landdistrikternes SMV udviklingsmuligheder.

I den grad at det ikke lykkes at revitalisere landdistrikterne, må de større bycentre udbygges i takt med en moderat tilflytning fra landdistrikterne.

For at få disse forslag til at virke effektivt må landdistrikts- og købstadsbefolkningerne motiveres på deres præmisser til at engagere sig i andelsforeninger og lavsstrukturer. For at fremme initiativerne bør befolkningen have selvbestemmelse over beslutninger i de pågældende organisationer.

Pendlings- og flyttetal

Pendlingsafstandene øges generelt, og de er mindst i Region Hovedstaden og størst i Region Sjælland. Flytningerne væk fra Region Hovedstaden aftager, men øges væk fra Region Sjælland. Flyttemobiliteten øges, og flyttestrømmen til København er forsvundet, mens indvandringen og fødselsoverskuddet til gengæld er steget. Og strømmen af unge tilflyttere og indvandrede stiger fortsat.